Planlæg jeres nyhedsbreve strategisk

Vil I gerne udgive et email–nyhedsbrev? Hvis I svarer ja, er det måske fordi I ved, at nyhedsbreve pr. email er en virkelig god måde at markedsføre sig, og komme i tættere dialog med potentielle kunder.

Det er også helt rigtigt, men kun hvis I er målrettede og har en klar idé om, hvad det er I vil med nyhedsbrevet.

De fleste af os — især erhvervsfolk — får flere mails end vi kan nå at læse. Derfor skal jeres nyhedsbrev være målrettet, og handle om noget der virkelig interesserer modtagerne.

Definer formål og målgruppe
Så hvordan laver man et nyhedsbrev, der interesserer folk?

Det handler som med al anden kommunikation om at planlægge det strategisk. Planlægningen starter med, at I definerer formålet og målgruppen for jeres nyhedsbrev.

Definitionen af formål og målgruppe guider alt videre arbejde med nyhedsbrevet, og bestemmer:

  • hvad der er relevant indhold til nyhedsbrevet
  • hvilket format det skal udgives i (HTML og/eller tekst)
  • det grafiske design (hvis I udgiver det i HTML)
  • om I overhovedet skal udgive et nyhedsbrev

Det giver jo kun mening at sende nyheder pr. email, hvis målgruppen faktisk læser emails. Hvis ikke, skal I finde en anden måde at kommunikere med dem på.

Få feedback fra læserne
Når I udgiver et nyhedsbrev, har I en oplagt chance for at lære jeres læsere — som f.eks. kan være mulige kunder — bedre at kende, og komme i dialog med dem. I kan stille dem spørgsmål, lave små konkurrencer og afstemninger om emner, der er relevante for dem.

I kan også direkte bede jeres læsere om deres mening om og ønsker til indholdet i nyhedsbrevet — og det skal I udnytte!

Vi kan alle sammen godt lide at blive spurgt om vores mening; det får os til at føle os respekterede. Det gælder også jeres læsere. Ved at spørge om deres mening får I det bedst tænkelige input til et endnu mere målrettet og relevant nyhedsbrev.

Skriv en kommentar