Undgå at jeres markedsføring bliver dømt som spam

Alle erhvervsdrivende bør kende Forbrugerombudsmandens side om spam – og hvilke regler man skal overholde, for at ens email ikke er spam.

Der dukker hele tiden sager op, hvor firmaer har fået bøder for at sende spam ud – og jeg tror i en hel del af tilfældene at de ikke har været klar over det. Og så er det altså møg-hamrende ærgerligt at skulle betale en bøde på 30.000 eller 50.000 eller over 100.000 kroner. De kunne nok bruges på noget sjovere (for eksempel på lovlig markedsføring, der gav kunder i butikken).

Helt generelt set kan du gå ud fra, at alt hvad der hedder “uopfordret elektronisk henvendelse” som udgangspunkt er ulovligt, hvis det er med salg for øje. Det gælder også hvis det kun er indirekte;  tilbage i 2007 fik et firma en bøde på 25.000 kr. for at have sendt e-mails rundt med invitationer til en messe. Det var gratis at komme med til messen – men firmaet blev alligevel dømt for at have udsendt spam, fordi formålet med selve messen var at sælge noget. (Læs om sagen her: Spamdom efter udsendelse af invitationer)

Så hvis I overvejer at sende e-mails, SMSer eller henvende dig via Facebook til folk, der ikke har sagt ja til det på forhånd (helst skriftligt), skal du tjekke Forbrugerombudsmandens side. Der er nemlig undtagelser, hvor I gerne må gøre det – dem kan du også læse om via linket.

Er du stadig ikke helt sikker på, om noget I har planlagt er lovligt, kan du anmode om en “forhåndsbesked” fra Forbrugerombudsmanden – læs mere på Få en forhåndsbesked.

Skriv en kommentar