Det allervigtigste inden for søgemaskineoptimering i 2012 (og i 2021)

Opdatering 1. december 2020

Under oprydning i gamle blogindlæg faldt jeg over dette her, og tænkte det umuligt – 9 år gammelt – kunne være relevant i 2020 (snart 2021). Men – der er faktisk ikke så meget nyt under solen!

Det der er sket er at der bare er kommet flere og flere (gode) hjemmesider, og derfor er det kun blevet endnu vigtigere at følge rådene herunder.

Det at lave godt indhold, der passer til ens målgruppes behov, er en afgørende forudsætning for at klare sig godt på Google i 2021. Andre forudsætninger er af mere teknisk art, og de er også vigtige.

Du kan læse mere om de tekniske forudsætninger for at din hjemmeside bliver fundet (og bedømt som god) af Google i 2021 i denne serie af blogindlæg (som udgives løbende og ikke i nummerrækkefølge):

Teknisk SEO: Sådan sørger du for din hjemmeside er teknisk klar til SEO


Det oprindelige blogindlæg fra 2011:

Her efter nytår er der efterhånden kommet mange artikler om “søgemaskineoptimering i 2012” og alt-muligt-andet-i-2012. En af de gode, jeg har læst, handler om “Hvordan man bygger en god hjemmeside i 2012”.

Under punkt 1 giver forfatteren (søgemaskineekspert Ana Hoffman) bl.a. følgende spørgsmål, du bør stille dig selv, hvis du vil se din side med Google-øjne:

  • Ville du selv stole på den information, du får i teksten?
  • Er teksten skrevet af en ekspert eller en entusiast, som kender emnet godt, eller virker den tyndbenet?
  • Er emnerne valgt ud fra hvad sidens læsere kan formodes at interessere sig for, eller skriver de bare om noget der kan få dem højt op i søgemaskinerne?
  • Giver teksten ny og original viden eller information, eller originale synspunkter?
  • Er teksten ordentligt redigeret, eller virker den sjusket og hurtigt lavet?
  • Er det en side, som folk kan få lyst til at gemme som bogmærke, anbefale eller dele på sociale medier?

Det vil sige, at når du skriver til din hjemmeside, skal du:

  • virke troværdig
  • vælge emner, du ved meget om, har reel erfaring med og/eller føler stærkt for
  • vælge emner, du ved eller tror interesserer din målgruppe
  • give dine læsere ny viden, eller en ny vinkel på noget de kender i forvejen
  • skrive, så din målgruppe kan forstå det – bruge de ord, de bruger (og ikke kun dem, der er fagligt korrekte)
  • bruge lidt ekstra tid på at gå teksten igennem et par gange og få redigeret dårlige formuleringer, stavefejl og slåfejl – den er godt givet ud

Som du kan se, virker disse punkter jo ikke til at handle særlig meget om søgemaskiner – men det gør de! Når folk finder en artikel, de er glade for og som giver dem noget værdi, så deler de den med andre – og så får I flere besøg, og måske links fra andre hjemmesider.

Desuden er Google faktisk ikke sat i verden for at være en markedsføringskanal – Google er netop til for at lade folk finde den allerbedste hjemmeside om lige netop den information, de leder efter. Så sørg for at jeres hjemmeside bidrager til det og spiller “sammen med” Google og det folk søger efter. 

Hvis du vil have uddybet, hvorfor det er vigtigere at lave godt indhold end at fifle med alt muligt andet på hjemmesiden for at komme højere op på søgemaskinerne, så læs Mikkel de Mibs indlæg på Amino: Drop optimering til søgemaskiner!

Ana Hofmanns artikel er desværre ikke længere tilgængelig.