Sådan kan du skaffe links og komme højere op på Google

I den perfekte hjemmeside-verden ligger din hjemmeside nummer 1 på Google på alle dine relevante søgeord – uden at du behøver gøre noget ekstra arbejde for det. 

Du har nemlig så gode artikler og så attraktive tilbud, at folk helt af sig selv linker til dem på deres hjemmesider og på Facebook, og derfor ryger du lige direkte til tops på Google.

Er det ikke helt sådan, din virkelighed er?  

Det skal du ikke være ked af, for det er den ikke for særlig mange. Så samtidig med at du arbejder på at lave indhold, folk er ellevilde med og selv linker til, bliver du nødt til at gøre lidt arbejde for at få hjemmesiden til at ligge højere på Google.

En underdisciplin inden for søgemaskineoptimering hedder linkbuilding – dvs. at man arbejder på at få links der går fra andre hjemmesider hen til ens egen. Det kan nemlig hjælpe med at få siden højere op i Google.

Der er mange måder at skaffe sig links på, og en god strategi er at skaffe sig mange forskellige typer links. Dvs. både fra andres hjemmesider, fra Facebook, fra aviser, og fra alle mulige andre steder.

Pas på med linkkataloger og SEO-sider

De links, der kommer ind til din side, skal komme fra “gode” steder – dvs. hjemmesider med godt indhold, og helst en god Google-placering. Google går efter kvalitet og relevans. De såkaldte linkkataloger, og en del artikeldatabaser, anser Google for “dårlige” sider med for tyndt indhold, og links herfra vil ofte skade din synlighed på Google mere end gavne den.

Af samme grund skal du også lade være med selv at lave SEO-sider, hvis hovedformål er at skaffe links til din hovedside. Du må derfor ud og skaffe dig nogle “rigtige” links. Det kan du fx gøre ved at skrive gæsteindlæg på andres gode blogs, eller bede andre omtale dit firma eller dine produkter og indkludere et link.

En anden ting, der virker godt, er at sørge for at deltage på sociale medier, i forums, blogs og andre steder på nettet, hvor du selv kan få lov at skrive på en anden hjemmeside.

Debatten foregår ikke kun på Facebook

Facebook er det store dyr i åbenbaringen nu og har været det de seneste år. Men du skal ikke undervurdere de “gammeldags” fora, hvor folk diskuterer babymad, kæledyr, opskrifter osv. Diskussionerne i et forum bliver tit liggende højt i Googles søgeresultater i årevis, og bliver derfor læst af en del mennesker lang tid efter de har foregået – til stor forskel fra statusopdateringer på Facebook.

Kommentarer på andres blogindlæg kan være et andet godt sted at få et link ind.

Husk: relevans, relevans, relevans – ellers spammer du

Fora, blogs og sociale medier er ikke beregnet til markedsføring, men til netværk mellem folk med fælles interesser: derfor skal du passe på, hvordan du opfører dig. Hvis du bare lægger dit link ind fordi du lige kommer forbi, er det at spamme de andre deltagere, og det giver dig absolut ikke nogen fordel – tværtimod vil folk blive rigtig trætte af dig!

Find de gode steder for lige netop dig – og deltag af oprigtig interesse

Jeg deltager fra tid til anden på Amino, som er et forum for iværksættere, hvor jeg både har viden at give ud af og selv kan lære noget. Selvom jeg er “gammel” iværksætter, så kan jeg tit få meget brugbare tips om bl.a. gode programmer og tjenester, der kan lette mit arbejde.

Jeg kan også lære noget på Amino som er vigtigt for min forretning: nemlig hvad folk der har behov for hjælp til online markedsføring bekymrer sig om, er i tvivl om, og hvad de kalder de ydelser, jeg også sælger (vigtigt input til søgeordsresearch). Og så interesserer det mig ganske simpelt at hjælpe mindre virksomheder med at gøre det godt på nettet. Derfor gider jeg bruge tid på Amino – i princippet altid, men der kommer hundredevis af indlæg hver dag bare i “mine” kategorier, så det bliver kun i perioder.

Så prøv at lede lidt på nettet efter hvilke fora der diskuterer de ting du interesserer dig for, og som kunne være relevante for dit firma – opret dig som bruger, og følg med og deltag derinde engang imellem. Sørg for at have et link i din signatur, hvis du kan det – og grib chancen, så snart det er relevant at lægge et link til jeres hjemmeside ind i et svar. Men HUSK nu: det skal være relevant!

4 kommentarer til “Sådan kan du skaffe links og komme højere op på Google”

  1. Hejsa

    Ved godt dette er et gammel indlæg, så vil høre om det stadig gælder med at skrive på andres blogs istedet for link kataloger og hvordan finder man evt. disse blogs, synes ikke rigtig jeg kan finde nogle bloks jeg kan skrive på uden disse vil have mange penge, sidste jeg fik svar på der ville de have 2000 Kr pr indlæg.

    Håber på svar

    Med venlig hilsen
    Jesper
    http://www.east-tour.dk

    Svar
    • Hej Jesper, beklager det sene svar – jeg har været på barsel indtil nu 🙂 Er derfor heller ikke helt up-to-date, men vil mene det stadig gælder – med den modifikation, at Google for nogen tid siden begyndte at “straffe” links på blogs, der minder om betalte links. Jeg kender ikke så meget specifikt til din branche, men du skal da ikke give 2000,- for at få lov at lægge DIT indhold på andres sider! Så kan du lige så godt bruge de penge på Adwords-annoncer.
      Den bedste måde vil være at finde nogle sider, hvor du reelt kan bidrage med noget indhold, der kan styrke både deres hjemmeside og give dig et link tilbage. Det kræver noget benarbejde at finde de sider.

      I øvrigt vil jeg anbefale dig at holde øje med Henrik Bondtofte og hans nyhedsbrev, for at blive klogere på linkbuilding – han ved meget, meget mere om det end jeg gør 🙂

      Svar
  2. Godt indlæg.

    Jeg har et spørgsmål: Kender du til en oversigt over forskellige, danske forums, eller er den eneste løsning at søge på Google?

    Svar
    • Jeg kender faktisk ikke nogen oversigt – men tror under alle omstændigheder du vil få de mest opdaterede resultater ved at søge på Google 🙂
      Men gad vide om det findes, jeg bliver da lige nysgerrig, så jeg vil spørge de gode mennesker på Facebook…

      Svar

Skriv en kommentar