En hjemmeside består af flere forskellige enkeltsider, eller undersider – og når Google finder links at vise til sine “kunder” (dvs dem der søger), kigger den på hver enkelt underside for sig.
Derfor er det bedre at have mange undersider, der hver især handler om én bestemt ting, end kun at have en bred side om “Produkter”, hvor alle jeres produkter er vist.
En landingsside er en enkelt underside, som er optimeret til at tage imod trafik fra bestemte Google-søgninger, Adwords-annoncer og andre steder – og konvertere de besøgende til kunder.
Kundeemnerne ser også kun én side (ad gangen)
Du kan tænke på en landingsside, som om du var en “gammeldags”, opsøgende sælger, der tog ud til folk og gav dem et produktark i hånden. Her vil hvert enkelt stykke papir også skulle kunne stå alene; du ville ikke skrive dine kontaktoplysninger kun på et enkelt ark uden anden info og undlade dem på de andre ark.
Lidt lige sådan er det på en hjemmeside, der bliver fundet på Google. Folk søger information om noget bestemt via Google, og får så stukket din landingsside (og som oftest ikke forsiden) ud som svar på deres forespørgsel.
En landingsside handler altså specifikt om et – og KUN et – af jeres produkter, og skal indeholde alt det en potentiel kunde behøver for at vide for at tage stilling til om han skal købe. Tænk i kundens udbytte og need-to-know – og få alt hvad der kun er nice-to-know ned i bunden af siden. Sørg for at der er et synligt call-to-action og kontaktoplysninger – ikke helt nede i bunden af siden, men lige der hvor folk har fået blod på tanden.
Brug søgeord rigtigt på din landingsside
Du skal fokusere på at bruge 1-2 søgeord på en enkelt landingsside. Når du holder dig til meget få søgeord i stedet for at proppe 117 søgeord ind på samme side, bliver det:
- tydeligere for både Google og mennesker, hvad siden handler om
- lettere for dig at overskue hvilke ord hver enkelt side er optimeret til
- nemmere at skrive teksten til hver enkelt side
HUSK at “et søgeord” med fordel kan være en streng der består af mere end et ord, f.eks. “røde sko”, “vinterjakker til børn”, osv.
Søgeordene skal især skrives ind i overskrift (vigtigt!), sidetitel (lige så vigtigt!) og i selve brødteksten på siden. Du kan også bruge dem i filnavne på f.eks. billeder og andre steder, og i sidebeskrivelsen, hvis du har adgang til at lave sådan en.
Husk dog altid på, at du først og fremmest skal lave hjemmesiden for menneskers skyld! Derfor skal du kun putte dine søgeord ind der, hvor de lyder naturlige i teksterne.
OBS: du behøver ikke skrive søgeordene ind i noget, der hedder keywords, søgeord eller META-keywords; her hjælper de nemlig ikke noget som helst. Det er et levn fra gamle dage, og virker ikke længere.
SEO-tekstforfatter, content writer, webredaktør og indehaver af Nielsens Bureau. Har arbejdet med SEO, hjemmesidetekster og redigering af hjemmesider siden 2001.
Elsker især at skrive, holde kurser og rådgive om SEO og beslægtede emner for at hjælpe mindre virksomheder godt videre med deres online markedsføring og synlighed på Google.
Email: anette@nielsensbureau.dk
Telefon og Whatsapp: +45 2621 8728