SEO planlægning – spar tid og penge ved at tænke SEO på hjemmesiden først

SEO planlægning – spar tid og penge ved at tænke SEO på hjemmesiden først

Hvis du skal have lavet en ny hjemmeside og vil satse på SEO og Google som markedsføring,  og tænker at du først lige skal have styr på design, indhold og programmering før du går i gang med at tænke på SEO, så stop lige en halv!

Du kan nemlig spare både tid og penge ved at planlægge SEO ind fra starten, FØR du går i gang med alt det andet (eller sætter nogen til det).

For at du kan være sikker (så sikker som muligt) på at få lavet en hjemmeside, der bliver fundet på Google af jeres målgruppe – og kan konkurrere med de sider, der allerede ligger derude fra jeres konkurrenter – skal du blive klogere på tre ting.

Du skal vide:

  • Hvad skal I findes på på Google – hvad søger jeres målgruppe efter, og hvad er det vigtigste I skal satse på? Det skal du bruge søgeordsresearch til.
  • Hvad skal der til for at jeres side i Googles øjne bliver en stor nok autoritet om dette til at I kan konkurrere med de andre, der vil findes på det samme? Det kræver en konkurrentanalyse.
  • Hvilke landingssider kræver det, I har på siden? (Husk Google registrerer hver enkelt underside for sig – derfor er det vigtigt at planlægge de enkelte sider). Det kræver planlægning af hjemmesidens indhold.

Denne måde at planlægge på bør du også bruge, hvis du “bare” skal lave en større omlægning af din eksisterende hjemmeside. Når du laver et godt stykke forarbejde, er alt resten meget nemmere at gå til – og du slipper for at skulle lave for meget om hen ad vejen.

Lav søgeordsresearch

Den bedste indledende søgeordsresearch, du kan lave, er med papir og blyant (eller anden måde at skrive ned på).

Du skal notere dig hvad mulige kundeemner – folk der kunne være i din målgruppe – helt præcist spørger dig om, dvs. hvilke udtryk de bruger. Det kan nemlig være nogle meget anderledes udtryk end dem du selv som fagperson bruger – og det er kundernes ord, der er de gode søgeord. Så hav blok og kuglepen klar til at notere ned, når du er tager telefonen, går til netværksmøder osv).

Dertil kommer de ord, du selv kan tænke dig til, at du skal kunne findes på – de helt indlysende.

Når du har samlet et godt muligt sæt søgeord, kan du bruge værktøjet Søgeordsplanlægning i Adwords til at undersøge, hvilke af disse ord og begreber der søges mest på. Vær dog obs på at det ikke altid er brugbart til ord med få søgninger, hvilket gælder en del danske ord.

Undersøg dine konkurrenter

Her mener jeg ikke du skal sidde og finde ud af i detaljer, HVAD dine konkurrenter gør (det kan du gøre senere, når du skal til at lave SEO på siderne for alvor). I første omgang skal du finde ud af HVEM dine konkurrenter er, hvilke søgeord de satser mest på, og om der er nogle af dine vigtige søgeord de ikke ligger godt på – for så er der her en god mulighed for dig for at lave en landingsside, der er nem at få gjort synlig på Google.

Hvis du allerede har en hjemmeside i luften, vil jeg anbefale dig at bruge det nye (gratis) SEO-værktøj SEO-monitor fra Waimea – her kan du oprette din hjemmeside og taste op til 20 søgeord og op til 10 konkurrenter ind, og så får du hver uge en rapport om hvordan din hjemmeside klarer sig på disse søgeord i forhold til konkurrenterne, hvor mange indgående links konkurrenterne har, m.m.

Du kan også tjekke hvem dine største konkurrenter på Google egentlig er – måske bliver du overrasket, for det er langt fra altid de samme som du tænker på som konkurrenter fra “den virkelige verden”.

Hvis du ikke har nogen hjemmeside i forvejen, må du i gang med at søge på Google selv, for at finde ud af hvilke konkurrenter der er “værst” og hvad de satser på. Hvis du vil lure deres sider nærmere af, er SEOquakes  et udmærket redskab – her kan du bl.a. se hvad de skriver i sidetitler og METAtags, og deraf oftest læse, hvilke søgeord de har prioriteret.

Planlæg hjemmesidens indhold

Når du har de ord og begreber, jeres hjemmeside gerne skal kunne findes på, skal du planlægge dine landingssider og den struktur, de skal præsenteres i på hjemmesiden.

Nu skal du gå væk fra computeren, og ind i et rum hvor du har godt med enten vægplads eller bordplads, og hvor der ikke lige kommer nogen og “rydder op” for dig, hvis du bliver nødt til at afbryde.

Til denne øvelse er det godt at bruge post-it-sedler af en vis størrelse (så der er plads til at skrive noter på dem) og med ordentlig lim på (hvis du får brug for at flytte rundt på dem); hvis du har mere bordplads end vægplads, eller ikke har postits, kan du i stedet bruge halve a4-papirer.

På hver postit skriver du nu et søgeord/afgrænset emne. Et søgeord/begreb, en seddel – bliv ved til du har alle de ord med du har fundet.

Derefter skal du ordne sedlerne i grupper, så du sætter de sedler sammen, der hører sammen emnemæssigt, fx så hver gruppe får en “kolonne” nedad på væggen.

Der vil være nogle af sedlerne der har “smalle” begreber, fx ‘øreringe i sølv’, og andre der har mere brede, overordnede begreber, fx ‘øreringe’ eller ‘smykker’.

Kig på om der er et bredt søgeord, der passer som “overskrift” for hver af grupperne. Hvis ikke, må du finde på et andet ord – det skal bare helst være noget, der kan “give noget” i Google, så undgå at bruge overskrifter som “Ydelser”, “Faciliteter”, “Løsninger” og lignende, som der ikke er nogen der søger på.

Som du måske nok har regnet ud, kommer hver gruppe til at svare til et punkt i menuen på hjemmesiden, og hver seddel til en landingsside. Når du har fået alle dine begreber hængt eller lagt op, kan du se hvor mange grupper de falder i og hvor mange enkelte sider der er under hver gruppe, hvis du skal have en landingsside pr. søgeord/underemne.

Du kan også notere ned på kortene, hvad der nærmere skal være af indhold på dem.

Vær opmærksom på at der måske er nogle kort du ikke kan få til at høre sammen med andre. Dem skal du indtil videre ikke “tvinge” ind i en gruppe; bare lade dem have sin egen.

Nu bør du gennemgå sedlerne og se:

  • Bliver der for mange underpunkter? Så må du enten lægge nogle grupper sammen, eller vente og rådføre dig med designeren om I kan få lavet en fornuftig menu ud fra så mange underpunkter.
  • Er der andre sider, der skal med i planlægningen, men som ikke nødvendigvis skal være landingssider for SEO? Fx “Om os”, “Kontakt”, “Handelsvilkår” osv. Dem kan du lige så godt få ind i planen med det samme.
  • Er der nogle landingssider, hvis søgeord har samme betydning? Så kan du lægge det med det mindst vigtige søgeord til side i en “måske-bunke”.
  • Sortér også resten af kortene efter vigtighed/relevans: hvilke emner er vigtigst at dække og blive fundet på? Hvilke er knap så vigtige? Hvilke passer slet ikke ind med resten? Hvis der er emner du her sorterer fra, lægger du dem også i “måske-bunken”.

Til sidst skriver du hele planen for hvilke sider og menupunkter, der skal være, ned. Det kan også være rart at have et foto af den.

“Måske-bunken” må du endelig ikke smide ud! Emnerne heri skal muligvis ikke med på hjemmesiden lige i første omgang, men de er supergodt input til hvilke emner og begreber, du senere bør skrive blogindlæg og artikler om.

God SEO-planlægning sparer dig tid og penge

Nu har du en plan for hjemmesiden, som fra starten af er godt gearet til at få dig fundet på Google. Du kan tage udgangspunkt i planen, når du begynder at planlægge (eller få grafikere og andres bud på) hvordan det hele kan passes ind i et design og en teknisk ramme, der samtidig selvfølgelig også skal vise hvem I er og tiltale jeres målgruppe.

Planen kan du med fordel tage med til designer, webudvikler og tekstforfatter, hvis du hyrer hjælp udefra.

Du sparer tid (og/eller penge) på at du fra starten får følgende rigtigt:

  • hvad sidernes link i menuen skal hedde
  • hvad sidens url (adresse) skal være
  • hvordan du skal navngive billedfiler der skal ind på de forskellige sider
  • hvilke søgeord du skal skrive teksterne ud fra
  • hvilke søgeord der skal med i overskrifter, sidetitler og METAtags

Og faktisk meget mere – de ting jeg nævner her, er bare dem der som regel er mest besværlige at skulle ændre på. Og i og med de er besværlige, så er de også dyre – enten i din egen tid, i hjælp udefra, eller begge dele.

Brug for hjælp?

Jeg vil gerne hjælpe dig med både søgeordsresearch, konkurrentanalyse og planlægning af indhold, hvis du går i stå eller ikke kan komme i gang – et hurtigt råd koster ingenting 🙂 Ring til mig på 2621 8728 eller skriv til anette@nielsensbureau.dk.

Hvis du vil have hjælp til at få lavet søgeordsanalyse, så læs mere på
SEO-hjælp > Søgeordsanalyse

Skriv en kommentar