Planlæg markedsføringen af jeres hjemmeside – del 3 af serien Få overblik over jeres online markedsføring

Lav en plan for hjemmeside og online markedsføringHvis du har fulgt med i denne serie af blogindlæg og lavet dine “lektier”, har du nu en plan for alle siderne på hjemmesiden  – men hvis du ikke vil satse på Googles søgeresultater som eneste markedsføringsstrategi (og det vil nok være vovet), så skriv også ned hvad der ellers skal laves for at trække folk ind på hjemmesiden. Det kan være:

  • Adwords-annoncer (godt til særlige tilbud og til de søgeord, I ikke ligger godt på endnu)
  • Nyhedsbreve (til at opbygge kontakt til potentielle købere)
  • Gratis “lokkemad” som f.eks. “10 gode råd”, en lille e-bog, eller andet
  • Sider og opslag på Facebook, LinkedIn, Google+ osv.
  • Blogindlæg hos andre
  • Trykt materiale (foldere, postkort, nye visitkort)

Prioritér, hvad der skal gøres (og hvornår).

Lav en prioriteret liste over alt, der skal laves for at kunne gå igang med markedsføringen/kampagnerne. Det er meget vigtigt at du ved, hvad det vigtigste er, og starter med det – for man kan hurtigt få mange flere ideer til markedsføring, end man kan nå at føre ud i livet 🙂

Sæt datoer på, hvis timingen er vigtig – for eksempel i forbindelse med julehandlen, messer osv.

Så er du klar!

Få skrevet alt dette ned så detaljeret som muligt – så er du klar til at gå i gang med det, der skal laves, fra en ende af – uden tomgang og overspringshandlinger, fordi du har overblikket. Når du har skaffet dig overblik med en helt konkret plan, kan du også bedre lige lave lidt på jeres markedsføring, når du har tid – i stedet for at det bliver en stor ting, du skal afsætte en hel dag til. Når du ved hvad du leder efter, kan du for eksempel godt nå at finde et billede til en bestemt underside, mens du venter på et opkald.

Forresten, så skal du ikke være ked af det, hvis du kun har overskud til at få en enkelt ny side om ugen færdig: i forhold til at ligge godt på Google er det kun en fordel, hvis du lægger det nye eller forbedrede indhold på “drypvis”, for så kan Google nemlig se, at der sker noget nyt på jeres side hele tiden 😉

Skriv en kommentar