Søgeordsresearch og prioritering – del 2 af serien Få overblik over jeres online markedsføring

Lav en plan for søgeord på hjemmesiden og søgeordsresearch

Start med søgeordsresearch

Hvilke søgeord bruger jeres typiske kunde på Google? Det er værd at gøre noget ud af din søgeordsresearch, for det kan være, kunderne søger med nogle helt andre ord, end dem, I selv bruger. Du kan i et andet indlæg læse mere om en god metode til søgeordsresearch: Find de bedste søgeord til jeres Adwords og SEO.

Husk søgeord til hele købsprocessen

Husk at folk der finder jeres hjemmeside kan være forskellige steder i købsprocessen, og dermed søge efter forskellige ting.

Nogle vil bare orientere sig om mulighederne for f.eks. at få hjælp af en indretningsarkitekt (“indretningsarkitekt århus”, “hjælp til indretning af stue”).

Andre har besluttet sig for at betale for hjælp, men sammenligner priser og service fra forskellige leverandører (“pris indretningsarkitekt”, “billig indretningsarkitekt”), og andre igen er så langt at de har besluttet sig for at købe af netop jer.

Søgeord kan godt være flere ord

OBS: et søgeord behøver ikke være kun et enkelt ord – det kan også være flere ord, f.eks. “frokost i juelsminde”, “solid cykeltaske”, “stiletter med pailletter”, “hjemmeside til lille firma”, osv. Oftest er disse kombinationer af ord bedre at bruge end enkelte ord, da der ikke er så høj konkurrence om at ligge øverst på dem.

Skriv søgeordene på din plan

De søgeord du finder frem til, skriver du ned i din hjemmeside-plan, ud for de sider der passer bedst til dem. Der skal kun være 1 primært (fokus-)søgeord, eller rettere emne, pr. underside; men Google kan godt forstå, at fx forskellige grammatiske former (som ental vs flertal), er samme ord. Den ved også godt, at ord som “osteoporose” og “knogleskørhed” betyder det samme. Men hvis der er 10 helt forskellige søgeord I har behov for at blive fundet på, skal du prøve at dele emnet op over flere undersider. Du kan også skrive blogindlæg eller artikler, hvor du bruger de ord der ikke var “plads” til.

Tjek hvad der allerede virker

Før I ændrer teksten på eksisterende sider for at få disse søgeord ind, så tjek lige hvordan siden klarer sig nu. Hvis en eksisterende side ligger rigtige højt oppe på et andet søgeord, end der står i planen, så lad endelig teksten være, men tilføj måske et call-to-action. I stedet bør I lave en ny underside (eller et blogindlæg) til de nye søgeord.

Brug helst Google Search Console og eventuelle Google Ads-kampagner for at se, hvilke søgeord der har virket godt (så ved du hvilke der helt sikkert skal være med).  Hvis du bare søger på Google for at se, hvor højt dine links ligger, får du (sandsynligvis) et misvisende resultat.

Skriv en kommentar