Google Search Console (Webmasterværktøjer) – hvad kan du bruge det til?

Vil du gerne vide, om din hjemmeside fungerer godt, og om Google kan finde den? Så er et af de redskaber, du bør installere, Google Search Console (tidligere Webmasterværktøjer).

Search Console kan ikke erstatte f.eks. Google Analytics, men det er et godt supplement, fordi det fortæller dig nogle andre ting.

Google Search Console er – som navnet siger – i høj grad lavet til webmastere, og mange af funktionerne er derfor lidt tekniske at gå til. Men der er  (mindst) fire nyttige ting, du kan have nytte af at bruge, selvom du ikke er teknisk “klog” på hjemmesider – og hvis der er problemer, kan du jo bare sende besked om dem videre til din webmaster 🙂

1. Se hvilke søgeord din hjemmeside er fundet på

Google har på det seneste fjernet mange oplysninger om søgeord fra Analytics. Men i Search Console har du to oversigter over søgeord: En under “Google-indeks” (> “Indholdssøgeord”), hvor du kan se hvilke søgeord Google finder mest på din hjemmeside, og en under “Søgetrafik” (> “Søg i Analytics”), hvor du kan se hvilke søgeord, folk har brugt når de fandt din hjemmeside. Den går kun 3 måneder tilbage i tid, og er ikke helt så detaljeret som de oplysninger, du tidligere kunne få i Analytics, men den virker, hvis du gerne vil have disse oplysninger.

Statistik over søgeord fra Google Search Console (tidl. webmasterværktøjer)

Hvis du knytter din Analytics og Search Console sammen, kan du se disse søgeord direkte i Analytics. Se hvordan du gør nederst i dette indlæg.

2. Sikre dig at Google finder alle sider på din hjemmeside

Tilføj et eller flere sitemaps fra din hjemmeside til Google Search Console, så er du mere sikker på, at dine sider bliver fundet og indekseret af Google – uden at du skal vente for længe på det.

Har du en ældre hjemmeside som Google allerede kender, giver det dig ikke noget nyt – men det kan være en god genvej til at komme lidt hurtigere med på Google, hvis du starter en helt ny hjemmeside på et helt nyt domænenavn.

3. Få advarsler, hvis Google ikke kan læse din hjemmeside

Hvis der går noget galt på din hjemmeside, så Google ikke kan læse den, kan du få en besked direkte i din indbakke om det – så du kan handle hurtigt på problemet (måske ved at sende det til din webmaster).

Det kan f.eks. være hvis du ved en fejl er kommet til at spærre for Googles robotter, hvis der er noget galt med forbindelsen til dit webhotel, eller hvis din hjemmeside er blevet hacket. Måske ikke noget du lige selv kan gøre noget ved, men rigtig nyttigt for dig at få at vide – hurtigt.

4. Få at vide om din hjemmeside er for langsom

Under “Page Speed Insights” kan du undersøge om din hjemmeside kommer hurtigt nok frem – en mere og mere vigtig faktor både for at kunne ranke højt på Google, og for om folk bliver og læser på din hjemmeside.  Især når de besøger den med telefoner, hvilket flere og flere gør.

De konkrete ting du måske får at vide, der er problemer med, er tekniske og sandsynligvis noget du har brug for hjælp til at få fikset.

Det kan for eksempel være “Fjern gengivelsesblokerende JavaScript og CSS fra indholdet over skillelinjen”, “Udnyt cachelagring i browser”, “Reducer serverens svartid”. Og den slags pænt nørdede ting .

Det er ikke så nemt for menigmand er gøre noget ved (jeg vil selv have brug for en mere teknisk-nørdet web-person til at løse det meste) – men det kan jo være smart nok du selv går ind og se, om der overhovedet ER problemer.

Sådan tilmelder du dig Google Search Console (tidl. Webmasterværktøjer)

Hvis du allerede har en generel Google-konto som du f.eks. bruger til Google Ads eller Analytics, er det bare at gå ind på startsiden for Search Console og tilføje din hjemmeside. Når du har tilføjet den, skal du bekræfte over for Google, at du har “ejerskab” af siden. Det er allernemmest for dig at gøre selv, hvis du allerede har sat Analytics op for din hjemmeside; har du ikke det, kan du gøre det ved at  uploade en html-fil, eller tilføje noget kode i din html. Her skal du måske have hjælp af din webmaster til det.

Jeg vil dog anbefale dig at du enten

  • beder din webmaster om hjælp til at få installeret Analytics på din side (det er nemlig også noget med at sætte en stump kode ind) – derefter bliver det nemt for dig selv at tilføje den i Search Console, eller
  • installerer WordPress-pluginnet Google Site Kit, hvor du kan sætte det hele op uden at fifle med koder (bare du har din Google-konto klar)

Få besked om problemer pr. mail

Ved opsætningen bliver du spurgt om du vil have besked pr. e-mail, hvis der er problemer med din hjemmeside. Ellers kan du gå ind under “Præferencer” og tilmelde dig, samt vælge om du vil have besked om alle problemer eller kun nogle udvalgte:

Google Webmaster vaerktoejer - mails om problemer på din hjemmeside

Skriv en kommentar