Sådan sikrer du at din hjemmeside kan komme med på Google (Teknisk SEO #4)

Din hjemmeside – både forsiden og undersiderne – skal som det allerførste være fundet og registreret af Googles søgerobotter, før du kan få udbytte af det SEO-arbejde, der skal få dine links højere op i søgeresultaterne. I fagsprog hedder det at Google indekserer din hjemmesides forside og undersider.

At Google indekserer dine sider, betyder at den tager dem med i puljen af alle de links til websider, den kan vise i søgeresultaterne. For at Google kan og vil indeksere dine sider, skal den først kunne finde og “læse” dem, for at vurdere hvilke søgeord de skal findes på, og hvor højt dine siders links skal rangeres.

Der er mange forskellige ting der kan stå i vejen for, at din hjemmeside – eller bestemte undersider – kommer med på Google.

Hvis du ikke kan finde din egen hjemmeside på Google, og tænker den “ikke er med på Google”, er det vigtigt at du først finder ud af om den enten

  • faktisk er indekseret (helt eller delvist), men bare ikke bliver vist på nogen af de første sider med søgeresultater (det kan der være mange grunde til), eller
  • slet ikke er indekseret (så er der noget teknisk galt, som du skal have rettet).

Sådan ser du om Google har indekseret din hjemmeside

Den nemmeste måde at finde ud af det på er at lave en såkaldt site-søgning på Google. Dvs. at du taster dette ind i Google søgefelt: 

site:ditdomæne.dk (fx site:nielsensbureau.dk)

Det er vigtigt at du ikke laver mellemrum hverken før eller efter kolonnet!

Så får du (forhåbentlig) en række søgeresultater op, som allesammen stammer fra netop din hjemmeside – og et tal for, hvor mange resultater der er på Google fra dit domæne:

Lav en sitesøgning for at se om din hjemmeside er med på Google
En sitesøgning viser dig hvilke sider fra din hjemmeside Google kender

Hvis der er et antal resultater, der cirka svarer til det, du mener din hjemmeside indeholder, men dine links bare ikke bliver vist på de første sider af Google, er det selve dit SEO-arbejde med indhold, søgeord osv., du skal i gang med at forbedre.

Hvis der ingen søgeresultater dukker op, eller alt for få, skal du finde ud af hvad der er gået galt.

Her er det et meget fint forslag at starte med at gøre som Google siger og bruge Google Search Console (tidligere webmasterværktøjer), som formentlig vil fortælle dig, at der er et problem med indeksering. Det er bare ikke altid den fortæller dig hvorfor, der er et problem.

Tjek allerførst om der er sat noindex-kode på din hjemmeside

Du bør for en sikkerheds skyld først tjekke, at hele hjemmesiden ikke ved et uheld er sat til ikke at blive indekseret; det kan fx være den har været sat til at være skjult, mens den blev udviklet.

I WordPress skal du starte med at gå ind og se, om der skulle være sat flueben ud for “Bed søgemaskiner om ikke at indeksere dette websted” under Indstillinger > Læsning. Hvis der er, skal du skynde dig at fjerne det.

Dette flueben skal væk, hvis du gerne vil have Google til at vise links fra din hjemmeside

Der kan også være sat noindex-kode ind på andre måder. Det kan du finde ud af ved at kigge i koden til hjemmesiden – og hvis du bruger søgefunktionen kan du fint finde ud af det, selvom du ikke er vant til at læse koder.

Det er en anden sag at finde ud af, hvordan det så er kommet derind – hvis du ikke umiddelbart kan se det, kan du spørge din udvikler. Du eller din udvikler bør allerførst tjekke de to filer robots.txt og .htaccess, hvis du har dem.

Sådan tjekker du din kode for noindex

Gå ind på din hjemmeside (på den eller en af de underside(r), der ikke er med i Google). I de fleste browsere kan du højreklikke på siden og få muligheden for at vælge “Vis kode”, “Vis kildekode”, “Vis kildetekst” eller lignende. Det vælger du – så får du noget der ligner dette her:

Se i kildekoden om din hjemmeside er indstillet til ikke at komme med i Googles indeks
Hjemmesidens kildekode afslører om Google bliver bedt om ikke at indeksere siden.

Den linje den røde pil peger på, er koden for om robotter skal indeksere siden eller ej (m.m.); som du kan se, står der “index” et stykke inde i linjen; hvis der havde stået “noindex”, ville siden være lukket for Google.

Oftest er robots-koden næsten helt oppe i toppen af koden, men ikke altid. Hvis du ikke umiddelbart kan se den, eller ikke gider lede, kan du trykke Ctrl+F (på PC) og søge efter “robots” i det lille søgefelt, der dukker op.

Se om din hjemmeside har noindex ved robots-metakoden

Andre mulige grunde til, at din hjemmeside ikke er med på Google

1. Din hjemmeside er meget ny

Googles robotter “kravler” rundt og indekserer hjemmesider via links, de finder rundt om på nettet. Hvis din hjemmeside er meget ny, og ingen endnu linker til den, er der derfor ikke noget underligt i at Google ikke har fundet den endnu.

Det første du skal gøre er at bruge Search Console til at indsende et XML-sitemap, som beskrevet i indlægget om XML-sitemaps. Det gør at Google bliver opmærksom på dine sider, men regn med der stadig kan gå noget tid, før du ser resultaterne.

Derefter bør du også begynde at skaffe nogle links til hjemmesiden; start med dem du selv kan lave, både links mellem din egne undersider, og links fra fx sociale medier, Google My Business og lignende. Få også gerne gang i noget rigtig linkbuilding, hvor andres hjemmesider linker til din.

Og ellers er det bare at vente på at du bliver “opdaget” af Google – i mellemtiden kan du arbejde på at få mere indhold på din hjemmeside, fx i form af blogindlæg, så den bliver så lækker for Google som muligt.

2. Du er blevet straffet af Google for at have overtrådt deres retningslinjer

Dette er noget sværere at finde ud af – heldigvis sker det også sjældent, at man får en “rigtig” straf af Google. SEO-folk slynger nogle gange ordene “Google straffer..” om sig, men som regel betyder det bare at “hvis du gør (eller ikke gør) X, får du dårligere placeringer i Googles søgeresultater”.

Google straffer nogle gange hjemmesider med udvisning - eksludering af Google
Google kan i nogle tilfælde give din hjemmeside en udvisning

En rigtig Google-straf, hvor dine links pludselig ryger meget længere ned i Google end de plejer at være, eller din hjemmeside bliver helt udelukket af Google, sker ikke ret tit.

Så du bør først sikre dig, at der ikke er blevet sat noindex på ved en fejl.

Dernæst bør du udelukke at din hjemmeside er blevet hacket – det vil ofte udløse en Google straf. (Hvis du er, skal dette fikses før du kan få dine links tilbage i Googles indeks).

Tegn på at din hjemmeside er blevet ramt af en Google-straf, er bl.a.

  • du får ingen resultater på din sitesøgning
  • du får kun få resultater af din sitesøgning, og din forside er ikke mellem dem
  • dine links kommer ikke frem, hvis du googler dit eget (firma-)navn
  • alle dine links er pludselig placeret meget dårligere end før (som i røget flere sider – og ikke bare pladser – tilbage i søgeresultaterne)

Google-straffe kan forekomme, hvis Google finder noget på hjemmesiden, som den anser for alvorlig “snyd”. Eller hvis Google ændrer sine algoritmer drastisk, og din hjemmeside ikke følger med udviklingen. Men så skal du være langt bagud.

Det betyder altså IKKE at du skal gå og være bange for at Google smider dig ud, fordi du ikke lige sætter dig ind i de seneste nye algoritmer.

Helt kort fortalt kan du faktisk være ret sikker på at din hjemmeside er OK over for Google og undgår straf, hvis bare du sørger for:

  • at have godt og ordentligt gennemarbejdet indhold, som din målgruppe kan lide, som du selv har udarbejdet, og som er fyldestgørende nok for din målgruppe
  • at der ikke er noget teknisk, der spænder ben for at Google kan eller vil indeksere din hjemmeside

Dette er en forudsætning for en god placering, men det er ikke altid nok til at hjemmesiden kommer højt op i søgeresultaterne – det kommer helt an på, hvor mange andre der også har lavet gode sider om dit emne.

3. Din hjemmeside indeholder for meget duplicate content

Duplicate content er noget, Google kan se sig virkelig sur på, hvis der er for meget af det. Det betyder, at samme tekst/indhold findes på flere forskellige sider, enten dine egne eller fra andres hjemmesider. Hvis to sider er næsten ens, vil Google som hovedregel udelade den nyeste af siderne fra søgeresultaterne.

Der er mange måder, duplicate content kan opstå på.

Den åbenlyse er at du finder på at kopiere eller efterligne andres tekster og billeder (men det gør du selvfølgelig ikke, for det er både ulovligt og dumt i forhold til Google).

Der er dog også mindre åbenlyse, mere tekniske måder, duplicate content kan opstå på, og som ikke altid er så nemme at opdage, hvis man ikke ved hvad man skal kigge efter.

Det kan fx stamme fra

  • den måde dit hjemmeside-system er sat op på til at vise blogindlæg eller varer
  • manglende viderestilling af http til https efter du har skiftet til SSL/https
  • manglende viderestilling af versioner med og uden www i hjemmesidens adresse

For meget duplicate content vil som regel ikke gøre at din hjemmeside bliver helt smidt af Google, men den kan godt risikere at ryge langt ned i søgeresultaterne.

4. Din hjemmesides indhold er for tyndt

Tyndt indhold er sider, der ikke giver værdi til dine besøgende. Fx

  • korte sider, der er del af et tilmeldings/afmeldingsflow
  • sider kun med en liste af links, hvad enten det er til andre hjemmesider eller til pdf-filer eller andet
  • sider, der har ingen eller meget lidt reel tekst og billeder
  • sider med duplicate content (se foregående afsnit)
  • sider med gammeldags “SEO-tekster” proppet med søgeord, som åbenlyst kun er skabt for at blive fundet på Google

Som ved duplicate content vil du normalt ikke blive smidt helt af Google for at have enkelte sider med tyndt indhold, hvis der ikke er andet alvorligt galt med din hjemmeside.

Alligevel bør du sørge for, at disse sider ikke kommer med i Google; nemlig ved med fuldt overlæg at sætte noindex på lige præcis disse sider, så kun dine “gode” sider kommer med i søgeresultaterne.

(Du kan læse om hvordan du gør det i indlægget Sådan kan du lukke undersider af for Google)


Del gerne indlægget, hvis du kender nogen der kunne have glæde af det:


Du kan finde Nielsens Bureau her: