Det gælder ikke om at blive nummer 1 på Google

“Vi vil ligge nummer 1 på Google” – sådan tænker nogle at formålet med søgemaskineoptimering må være. De tager fejl!

Det er ikke et mål i sig selv at ligge nummer 1. Målet med at lave søgemaskineoptimering er meget sjældent bare at få sit link vist frem på Google. Målet vil stort set altid være først at få folk til at klikke sig ind på hjemmesiden, og i sidste ende blive konverteret til nye kunder, nye medlemmer, eller hvad der nu skaber omsætning i jeres “butik”.

“At ligge nummer 1” på Google kan måske hjælpe jer til en større omsætning – men det er ikke et mål i sig selv, det kan højst være et delmål.

Hvad mener du egentlig, når du siger, du gerne vil “ligge nummer 1” på Google?

Det er faktisk lidt noget vrøvl, for der er minimum tre ting galt med den sætning:

  1. Du mener nok for det første ikke generelt, men i forhold til bestemte søgeord: det BØR du ialtfald mene 🙂

    I gamle dage (det er vel ca. 5 år siden) kunne man nogle gange høre folk være stolte over at “vi ligger nummer 1 på Google”. Det betød at et link til deres hjemmeside blev vist som det øverste på Googles søgesider.

    Det lyder jo godt – men måske var kun når man søgte på deres firmanavn. Og det er der altså ikke den store idé i, hvis målet er at få fat på dem, der netop IKKE kender ens firma i forvejen, men bare leder efter det bedste sted at købe stresscoaching, afbudsrejser eller en økologisk næsehårstrimmer.
  2. Jeres hjemmeside vil aldrig kunne ligge nummer 1 generelt; Google ser nemlig på hver enkelt underside for sig selv for at vurdere, om netop den underside om næsehårstrimmere er bedre end konkurrentens underside om det samme, og derfor skal vises først.

    Derfor kan I sagtens have nogle undersider hvis link generelt først bliver vist nederst på side 5, og andre undersider hvis link bliver vist i toppen af side 1. Det afhænger ikke bare af hvor godt I har lavet SEO, men også hvor stor konkurrence der er på de enkelte søgeord og emner.
  3. Der er slet ikke noget der hedder “at ligge nummer 1 på Google”, for det skifter hele tiden, hvilket link der bliver vist øverst. Ikke bare i og med at Google jævnligt ændrer deres algoritmer, eller jeres konkurrenter giver den en ekstra skalle med SEO, men også i forhold til geografi, om der søges på telefon eller computer, osv. 

    Det korrekte vil derfor være at tale om at “vores link er i gennemsnit blevet vist som nummer 1,5 på søgninger på ‘økologisk næsehårstrimmer’ den seneste måned”.

I behøver måske ikke være nummer 1

Det er ikke sikkert I behøver at “ligge” nummer 1 for at være dem, der får mest ud af jeres SEO; hvis der ikke er nogen der klikker ind på jeres hjemmeside, eller hvis dem der klikker ind, klikker ud med det samme igen, så har I alligevel ikke nået jeres mål.

Det kan godt være bedre at jeres link ligger på nummer tre og scorer al trafikken og kunderne (det ER dog altid bedst at ligge i øverste halvdel af side 1 af søgeresultaterne).

Nogle gange er det bare umuligt at “slå” dem der ligger nummer 1, og som måske ikke engang rigtig er jeres konkurrenter: hvis du sælger rådgivning om skatteforhold, så vil du selvfølgelig gerne findes på noget med “skat” – men det er måske lidt optimistisk at have som mål at ligge nummer 1 på søgninger på “skat”, over www.skat.dk.